Tilmeldingerne vælter ind til Bjergmarathons jubilæumsløb

Aabenraa Bjergmarathons 20 års jubilæum den 22. juni har allerede nu tiltrukket ekstra mange tilmeldinger i forhold til tidligere år.

To en halv uge før løbet, tirsdag den 4. juni, var der næsten 2000 tilmeldte til Aabenraa Bjergmarathon. På samme tidspunkt sidste år var tallet 1873 tilmeldte, mens det i 2017 var 1806.

Det er særligt på maratondistancen, at der er ekstraordinært mange tilmeldte. Tirsdag den 4. juni var der over 200 tilmeldte. I 2018 og 2017 var henholdsvis 171 og 165 tilmeldte maratonløbere på løbsdagen.

Formand for Aabenraa Bjergmarathon, Per Hussmann glæder sig over tendensen, som han ser flere forklaringer på:

Nye tiltag tiltrækker

– Vi har rigtig mange nye tiltag i år: Vi har lavet helt nye ruter. Alle deltagere får en stor, flot jubilæumsmedalje og en jubilæumsbog om Aabenraa Bjergmarathon. Vi laver et særligt løb i løbet, hvor vi hylder alle de løbere, der i årenes løb er blevet nummer 1, 2 eller 3 på samtlige distancer. Og så er det bare noget særligt at løbe med i et jubilæumsår, siger Per Hussmann.

Han forventer, at tilmeldingerne fortsætter med at tikke ind i de kommende uger.

– Det er en generel tendens, at mange folk trækker deres tilmelding til de sidste par uger inden løbet. Så vi forventer en større slutspurt af tilmeldinger i den kommende tid, siger Per Hussmann.

 

FAKTA

Aabenraa Bjergmarathons 20 års jubilæumsløb løber af stablen lørdag den 22. juni. I anledning af jubilæet er der lavet nye løberuter, lige som starttidspunkterne for en del af distancerne er flyttet.

Stor Sydbank-donation sikrer jubilæumsbog om Bjergmarathon

En stor donation på 139.875 kroner fra Sydbank Fonden gør det nu muligt for Aabenraa Bjergmarathon at udgive en jubilæumsbog i forbindelse med løbets 20-års jubilæum til juni. Bogen skal fortælle historien om Aabenraa Bjergmarathon og skal blandt andet uddeles til alle deltagere i årets jubilæumsløb lørdag den 22. juni.

– Sydbanks betydning for Aabenraa Bjergmarathon er enorm. Banken har alle år været hovedsponsor for løbet. Havde det ikke været for Sydbank, havde der næppe været et Aabenraa Bjergmarathon i dag. Med donationen fra Sydbank Fonden får vi nu muligheden for at formidle løbets historie og udvikling gennem tiderne, så den bliver husket og lever videre i fremtiden. Det er vi utroligt glade for, siger formand for Aabenraa Bjergmarathon, Per Hussmann.

Efterspørger historier og billeder

Sammen med en af de oprindelige initiativtagere til Aabenraa Bjergmarathon, Anne Grete Jacobsen, indgår Per Hussmann sammen med selvstændig journalist Bjørn Voldbjerg i det redaktionsudvalg, der er ansvarlig for udgivelsen.

– Jubilæumsbogen om Aabenraa Bjergmarathon bliver en billedbåret udgivelse med en række små personhistorier og sjove nedslag i løbets historie. Derfor vil vi også rigtig gerne høre fra løbere, frivillige og publikummer, der har sjove historier og gode stemningsbilleder fra løbet gennem de seneste 20 år, siger Per Hussmann.

Hos Sydbank var man ikke tvivl om, at banken gerne ville støtte jubilæumsudgivelsen:

– Sydbank var med fra start og vi er naturligvis stolte af fortsat at være med, når der i år skrives 20 års historie. Støtten fra Sydbank Fonden, gør det desuden muligt at fortælle historien om, hvad et stærkt lokalt engagement, et professionelt samarbejde og mange frivillige kræfter gennem 20 år kan skabe – et sønderjysk flagskib, siger privatdirektør i Sydbanks Aabenraa afdeling i Storegade, Ole Jensen.

FAKTA

Jubilæumsbogen om Aabenraa Bjergmarathon trykkes af Mohrdieck Tryk i 4000 eksemplarer i et handy, læsevenligt format. Jubilæumsbogen udleveres blandt andet til alle deltagere i årets løb og til sponsoren Sydbank.

Har du en sjov oplevelse og et godt billede fra et af de 19 bjergmarathoner, som du vil dele med læserne af bogen, er du meget velkommen til at kontakte skribent og redaktør på jubilæumsbogen, Bjørn Voldbjerg på: bjorn@attrakt.dk

Anne Grete Jacobsen var også en del af den første initiativgruppe, som oprindeligt ville markere årtusindskiftet med et marathonløb. Aabenraa Bjergmarathon blev dog en fast tilbagevendende begivenhed i Aabenraa. Fotoet er fra 1999 og er taget af Gerd Larsen.

Aabenraa Bjergmarathon sætter slutspurten ind i medvind

Rammerne for det 19. Aabenraa Bjergmarathon ser ud til at blive optimale: Byfornyelsen af Vestergade bliver færdig til tiden, vejret tegner godt til løb og antallet af tilmeldte er på niveau med sidste år.

– Vi er stolte af, at interessen for at deltage i Aabenraa Bjergmarathon er så stærk som den er, for der er kommet mange nye løb til i senere år. Det fortæller mig, at vi har et stærkt koncept, som folk gerne vil være en del af – både løbere, tilskuere og sponsorer, siger formand for Aabenraa Bjergmarathon, Per Hussmann.

I år falder Aabenraa Bjergmarathon sammen med Skt. Hans lørdag den 23. juni.

– Vi håber, at der kan opstå ekstra synergi mellem de sommertraditioner, som venner og familier har i forbindelse med Bjergmarathon og Skt. Hans. Det er jo oplagt at lade den gode stemning fra løbet fortsætte til en hyggelig midsommerstund, siger Per Hussmann.

Bjergmarathon indvier områdefornyelse

I Bjergmarathons epicenter Storetorv samt på opløbsstrækningen på Vestergade er rammerne for den gode stemning optimale: I modsætning til sidste år, hvor der var grus flere steder på Storetorv, står både Vestergade og Storegade i år fuldstændigt færdigrenoverede og indbydende.

– Med færdiggørelsen af Vestergade er områdefornyelsen af den sydlige midtby næsten færdig. Så det er naturligvis en ære, at Aabenraa Bjergmarathon bliver det første event til at indvi og trykprøve det områdefornyede område omkring Storetorv, siger formand Per Hussmann.

Stemningen på Storetorv bliver i år suppleret med storskærm med livestreaming og liveradiosending. Ude på ruterne har forskellige sponsorer igen i år stillet forskellige hotspots op, der skal peppe løberne gennem strabadserne.

Det er muligt at onlinetilmelde sig en af de mange forskellige distancer via www.sportstiming.dk helt frem til torsdag d. 21.6. til midnat.

Herefter er det muligt at eftertilmelde sig ved personligt fremmøde i løbssekretariatet i Statsforvaltningen på Sct. Nicolai Gade fra fredag kl. 15-19 og lørdag morgen fra kl. 8.

I løbssekretariatets åbningstid er det også muligt at afhente løbenummer og løbechip

Aabenraa Bjergmarathon har brug for 200 hjælpere

Arrangørerne af Aabenraa Bjergmarathon har brug for op mod 200 frivillige hjælpere for at kunne afvikle den sønderjyske løbefest, der i år løber af stablen lørdag den 23. juni.
 
– Vi er dybt afhængige af at kunne rekruttere nok hjælpere, siger frivilligkoordinator Lone Nicolaisen.
 
Derfor opfordrer hun alle, der har lyst til at give en hånd med, til at melde sig under hjælper-fanerne allerede nu. Både frivillige, der tidligere har været hjælpere og nye interesserede.
 
– Aabenraa Bjergmarathon er kåret som det bedst organiserede motionsløb i Danmark. Det er fordi, vi har så mange dedikerede hjælpere, der brænder for at skabe en god oplevelse for både løbere og tilskuere. Den gejst vil vi gerne bevare og udbygge, så vi kan blive ved med at udvikle Bjergmarathon, siger Lone Nicolaisen.
 
Aabenraa Bjergmarathon har brug for hjælpere til at vise løberne vej, stå i væskedepot ud på ruterne, stå i sekretariatet og stille op og rydde op.
 
– Der er mange forskellige tjanser, så man kan vælge den, man synes er sjovest eller den, man kan afse tid til. Vi har opgaver både fredag, lørdag og søndag og af kortere eller længere varighed, siger Lone Nicolaisen.
 
Det er oplevelsen af at være en del af et sjovt fællesskab, som Lone Nicolaisen håber kan lokke en stor flok frivillige til at melde sig som hjælpere i god tid.
 
En af de hjælpere, der allerede har meldt sig under fanerne, er Rachelle E. Bech, der i år skal være frivillig for fjerde gang:
 
– Jeg synes, det er fedt at hjælpe og være en del af et fællesskab og en stemning, hvor man hepper på hinanden. Jeg elsker at se løberne lykkes med deres mål – uanset om det er at gennemføre eller opnå en god tid. Og så synes jeg, det er vigtigt at støtte op om lokale begivenheder, siger Rachelle E. Bech.
 
Som hjælper til Aabenraa Bjergmarathon får man forplejning på dagen, en hjælper t-shirt og adgang til den afsluttende hjælperfest.
 
Man kan melde sig som hjælper til Aabenraa Bjergmarathon via www.sportstiming.dk frem til tirsdag den 5. juni.
 
FAKTA
Aabenraa Bjergmarathon afvikles i år for 19. år i træk. Det foregår lørdag d. 23. juni med løbedistancer på 5 km, 10 km, halv- og helmarathon, halvmarathon stafet, to børneløb og en walkrute på 5 km.

Aabenraa Bjergmarathon holder juleåbent

Som noget nyt åbner Aabenraa Bjergmarathon allerede for tilmeldinger til sommerens løb i starten af december. Samtidig lancerer Aabenraa Bjergmarathon en adventskalender på løbets Facebook-side, hvor man hver søndag i advent kan vinde løbeudstyr til den mørke vintertid.

Man deltager i lodtrækningen på to måder: Ved at tilmelde sig Aabenraa Bjergmarathon 2018 eller ved at tage en selfie ude på sin yndlingsmotionsrute og poste den i kommentar-tråden på adventsoplaget.

– Så der er både et incitament til at komme ud og få noget motion i den kalorietunge juletid, men også til at melde sig til sin favoritdistance hurtigst muligt. For jo tidligere man tilmelder sig, des flere søndage deltager man jo i lodtrækningerne, siger formand for Aabenraa Bjergmarathon, Per Hussmann.

Mange gode ambassadører

Han forklarer, at baggrunden for adventskalenderen naturligvis er at få flere – og flere tidligere – tilmeldinger til løbet.

– Aabenraa Bjergmarathon er et rigtig stærkt brand. Vores løbsevalueringer fra de seneste år viser, at tilfredsheden med løbets forhold, rammer og service er høj og stigende. 97,4% af de adspurgte deltagere i år vil anbefale løbet til andre. Og hvert år deltager rigtig mange gengangere fra tidligere år. Det betyder, at vi har et stærkt fundament af rigtigt gode ambassadører for Bjergmarathon. Dem vil vi gerne anerkende og aktivere, siger Per Hussmann.

Hver mandag efter adventssøndagene trækkes der lod om løbeudstyr blandt motionsselfierne og de indkomne tilmeldinger til Aabenraa Bjergmarathon 2018. Vinderne får direkte besked.

Aabenraa Bjergmarathon åbner for tilmelding søndag den 3. december.

Bjergmarathon og Vesterskovsløbet skaffer hinanden deltagere

En øget løbeinteresse og flere tilmeldinger. Det er hvad Aabenraa Bjergmarathon og VUC Vesterskovsløbet i Haderslev, hver især håber at få ud af det samarbejde, som de to traditionsrige motionsevents i Sønderjylland netop har indgået.
– Vi har en fælles interesse i at styrke interessen for løb og motion i vores landsdel. Vi ser ikke hinanden som konkurrenter, men som helt naturlige samarbejdspartnere, der hjælper hinanden, siger formand for Aabenraa Bjergmarathon, Per Hussmann.
Samarbejdet består af flere forskellige tiltag:
Både VUC Vesterskovsløbet og Aabenraa Bjergmarathon benytter samme tilmeldings- og tidtagningssystem, Sportstiming. Her har de to løb valgt hinanden som ”partnerløb”. Det betyder, at de deltagere, der tilmelder sig det ene af løbene, også automatisk bliver tilbudt at tilmelde sig det andet løb.
Arrangørerne fra to de løb hjælper også hinanden med praktiske gøremål og udveksler erfaringer om, hvad der fungerer.
– Der bliver flere og flere løb at vælge i mellem. Og både løbere, motionister, frivillige og tilskuere vil have en totaloplevelse i dag. Derfor udveksler vi gode erfaringer om, hvordan vi kan gøre vores løb til endnu mere sociale begivenheder, fortæller Sven Christensen, formand for Haderslev Idrætsforening, hvorunder en styregruppe arrangerer VUC Vesterskovsløbet.
Både Aabenraa Bjergmarathon og VUC Vesterskovsløbet tilbyder gratis fortræningsaftener i løbet af foråret og forsommeren. Her kan absolutte løbenybegyndere komme i gang med at løbe sammen med ligesindede – og passionerede løbere kan teste formen, tiden og ruterne af.

FAKTA
VUC Vesterskovsløbet har eksisteret siden 1978 og tiltrækker næsten 2000 deltagere. Løbet afholdes Kr. Himmelfartsdag d. 25.5.
Haderslev Idrætsforening tilbyder gratis fortræning til VUC Vesterskovsløbet tirsdag d. 2. maj kl. 18 ved VUC Syd.
Aabenraa Bjergmarathon har eksisteret siden år 2000 og tiltrækker over 3000 deltagere. Løbet afholdes lørdag den 17. juni.
Aabenraa Idræts- og Gymnastikforening tilbyder gratis fortræning til Aabenraa Bjergmarathon hver mandag aften kl. 18.30 ved Aabenraa Stadion.

Sådan vinder du 10 km

Vi har fået nogle henvendelser omkring ‘hvordan vinder man på 5km og 10km når løberne bliver sendt afsted i 3 hold med ca. 2 minutters interval?

Hvis du har benene til at vinde, så stil dig i første start gruppe. Det er det første person over målstregen der vinder uanset hvilken tid du løber i.

Det betyder, at selvom du har den hurtigste tid, men ikke er først over målstregen, så vinder du ikke!Løbsledelsen/hjælperne deler selv løberne i 3 lige store grupper.

Så hvis du vil vinde, skal du op foran at stå.

Læs her: https://www.bjergmarathon.dk/aabenraa-bjergmarathon/praktisk-info/#15  – chip og bruttotider