En stor donation på 139.875 kroner fra Sydbank Fonden gør det nu muligt for Aabenraa Bjergmarathon at udgive en jubilæumsbog i forbindelse med løbets 20-års jubilæum til juni. Bogen skal fortælle historien om Aabenraa Bjergmarathon og skal blandt andet uddeles til alle deltagere i årets jubilæumsløb lørdag den 22. juni.
– Sydbanks betydning for Aabenraa Bjergmarathon er enorm. Banken har alle år været hovedsponsor for løbet. Havde det ikke været for Sydbank, havde der næppe været et Aabenraa Bjergmarathon i dag. Med donationen fra Sydbank Fonden får vi nu muligheden for at formidle løbets historie og udvikling gennem tiderne, så den bliver husket og lever videre i fremtiden. Det er vi utroligt glade for, siger formand for Aabenraa Bjergmarathon, Per Hussmann.
Efterspørger historier og billeder
Sammen med en af de oprindelige initiativtagere til Aabenraa Bjergmarathon, Anne Grete Jacobsen, indgår Per Hussmann sammen med selvstændig journalist Bjørn Voldbjerg i det redaktionsudvalg, der er ansvarlig for udgivelsen.
– Jubilæumsbogen om Aabenraa Bjergmarathon bliver en billedbåret udgivelse med en række små personhistorier og sjove nedslag i løbets historie. Derfor vil vi også rigtig gerne høre fra løbere, frivillige og publikummer, der har sjove historier og gode stemningsbilleder fra løbet gennem de seneste 20 år, siger Per Hussmann.
Hos Sydbank var man ikke tvivl om, at banken gerne ville støtte jubilæumsudgivelsen:
– Sydbank var med fra start og vi er naturligvis stolte af fortsat at være med, når der i år skrives 20 års historie. Støtten fra Sydbank Fonden, gør det desuden muligt at fortælle historien om, hvad et stærkt lokalt engagement, et professionelt samarbejde og mange frivillige kræfter gennem 20 år kan skabe – et sønderjysk flagskib, siger privatdirektør i Sydbanks Aabenraa afdeling i Storegade, Ole Jensen.
FAKTA
Jubilæumsbogen om Aabenraa Bjergmarathon trykkes af Mohrdieck Tryk i 4000 eksemplarer i et handy, læsevenligt format. Jubilæumsbogen udleveres blandt andet til alle deltagere i årets løb og til sponsoren Sydbank.
Har du en sjov oplevelse og et godt billede fra et af de 19 bjergmarathoner, som du vil dele med læserne af bogen, er du meget velkommen til at kontakte skribent og redaktør på jubilæumsbogen, Bjørn Voldbjerg på: bjorn@attrakt.dk
